Om projektet

Hvad skete der egentlig for 500 år siden, da kirken blev splittet? Hvilken betydning fik reformationen? Og hvordan er det egentlig med katolikker og protestanter i dag – hvor er der forskelle, og hvor er de ens?

I ”Fra konflikt til fællesskab” kan unge blive klogere på katolikkers og protestanters fælles historie, på reformationen og på hvad det egentlig vil sige at være henholdsvis ung katolik og folkekirkekristen i dag. Udgangspunktet for projektet er et ønske om at sætte fokus på respekt, dialog og fællesskab frem for konflikt og uenigheder, og er blevet til i anledning af 500-året for reformationen.

Projektet er oplagt som udgangspunkt til en snak om f.eks.:

  • Hvad er forskelle og ligheder på katolikker og protestanter
  • Reformationen
  • Syn på andre religioner/kirker, og sameksistens
  • Tro og politik – dengang og i dag
  • Kristendommens historie
  • Satiretegninger

Projektet består af 3 film med undervisningsmaterialer og 1 bog med undervisningsmateriale, og er målrettet unge i 7.-9. klasse. Filmene er produceret af Danmarks Kirkelige Mediecenter (Rikke Bøgh og Søren Johan), og blevet til i samarbejde med FAKS, Foreningen af katolske skoler i Danmark.

Undervisningsmaterialerne her på siden er blevet til på initiativ fra FAKS, Foreningen af katolske skoler i Danmark, og er udarbejdet af hhv. Morten Wienecke Hvass og Jakob Bojsen.

Bogen ”Fra konflikt til fællesskab” er skrevet af Kasper Baadsgaard-Jensen og Jesper Fich, og udgivet af FAKS, Foreningen af Katolske Skoler i Danmark. Bogen er blevet til med inspiration fra og på grundlag af ”Fra Konflikt til Fællesskab”. Beretning fra den luthersk/romersk-katolske kommission for kirkens enhed, Dansk udgave Anis 2015.

Bogen ”Fra konflikt til fællesskab” kan købes i en trykt version ved henvendelse til Foreningen af Katolske Skoler; dj@sctib.dk

Bogen koster 149 kr i udsalgspris.

Projektets grafiske identitet er udarbejdet af Kim Brostrøm.

Projektet er støttet af Økumenisk Fond og Folketingets pulje til markering af 500-året for Reformationen.